Nordsøen Forskerpark som arbejdsplads
Nordsøen Forskerpark er et spændende sted at arbejde. Her sker hele tiden noget. De forskellige lejere har hver især gang i deres opgaver og projekter, og der ud over kommer der mange folk udefra på arbejdsbesøg og til møder.
Trænger man til en lille pause fra skærmen eller arbejdet i øvrigt, kan man gå en tur på Oceanariet og se om der er kommet nye fisk og aktiviteter – det er der ofte. Her møder man samtidig gæster fra hele verden.
I den fælles kantine mødes folk fra arbejdspladser på kontorer, i laboratorier og i forsøgsfaciliteter i hele huset. Samtidig møder man folk udefra, som er på arbejdsbesøg eller til møder på Forskerparken. Det er i sagens natur ofte folk, der arbejder med fisk på én eller anden måde.
Personale-sportsklubben tilbyder mange aktiviteter, herunder fitness-rum med udstyr.
Hirtshals – porten mellem Nordatlanten og Europa
Hirtshals har sin egen vindblæste charme. Byen er opstået omkring havnen i begyndelsen af 1900-tallet. Tidligere var byen mest kendt for sit fiskeri og sine virksomheder med relation til fiskeriet. Havnen var dermed omdrejningspunktet for det meste af det, der skete i byen.
Beliggenheden på en forblæst pynt ved Skagerrak har været med til at give Hirtshals et lidt barskt ydre. Fiskerfamilierne havde tidligere ikke altid så meget at gøre godt med, så det blev små beskedne huse, og haver kunne man stort set ikke dyrke. Man kan selv i dag kun se enkelte forblæste buske i den ældre del af byen nær havnen.

Havnen har stadig meget stor betydning, men nu ikke kun som fiskerihavn, men også som færge- og fragthavn og dermed bindeled til især Norge, Færøerne og Island. Omkring 2 mio. personer kommer hvert år igennem Hirtshals som rejsende. Det store antal gennemrejsende betyder også, at Hirtshals har flere dagligvarebutikker og spisesteder end byer i den størrelse normalt har.
www.hirtshals.dk
www.hirtshalshavn.dk
www.visithirtshals.com
Det skal du se i Vendsyssel
Vendsyssel har en del steder, som man bør besøge, når man er på egnen: Den maleriske fisker- og kunstnerby Skagen med det kontinentale Vesteuropas nordligste punkt Grenen. Den storslåede Råbjerg Mile, som er Danmarks eneste ørken. De hyggelige kystbyer som Sæby og Lønstrup. De middelalderlige klostre og herregårde Vrejlev Kloster, Dronninglund Slot, Voergård og Børglum Kloster. Den gamle handels- og uddannelsesby Hjørring. - Bare for at nævne nogle seværdigheder.
Dertil kommer, at Hirtshals og Vendsyssel i øvrigt byder på mange udendørs fritidsmuligheder: Ture til strande og skove, fiskeri fra molerne, lystfiskerture, mountainbike-cykling, ridning, kano- og kajaksejlads osv. Hertil kommer sport, foreningsaktiviteter, byfester, koncerter og meget mere.
www.visitnordjylland.dk