Spring til hovedindhold

Flume Tank North Sea spiller nøglerolle i udviklingen af ny pelagisk trawl

.
Skotske Jackson Trawls har udviklet en ny og skånsom pelagisk trawl med et stort potentiale. Det er blandt andet sket ved brug af Flume Tank North Sea.

I Skotland er der et stærkt bevis på, at Flume Tank North Sea kan spille en helt afgørende rolle, når der udvikles innovativt fiskeriudstyr.

Virksomheden Jackson Trawls fra Peterhead specialiserer sig i at designe og levere fiskenet af højeste kvalitet, og de har opnået bemærkelsesværdige resultater ved udviklingen af et nyt pelagisk net, som flere gange er blevet testet i prøvetanken i Hirtshals, Danmark.

Det hele startede med, at virksomheden havde en ønske at hjælpe deres kunder med at sikre en højere fiskekvalitet, så de kan sælge til det japanske marked. Her er der nemlig et stort marked for fisk til Sushi, og det stiller store krav til kvaliteten, da kun fisk af allerhøjeste kvalitet bruges til retten.

Det giver en udfordring, når man fanger makrel med en trawl, da en del af fiskene bliver beskadiget, så de ikke kan bruges til Sushi. Det besluttede de sig for at gøre noget ved hos Jackson Trawl, der har brødrene Stephen og Mark Buchan i spidsen og er 80 procent ejet af Hampidjan.

”Vi havde en teori om, at fiskenes kvalitet dalede, fordi de blev stressede i trawlet og blev udsat for turbulens. Derfor besluttede vi os for at gå fra et net med diamant-masker til firkantede masker for at skabe mere plads i nettet, så fiskene ikke presses og stresses så meget,” siger Stephen Buchan.

Drastiske forbedringer

Udviklingen af det nye pelagiske net skete blandt andet ved brug af Flume Tank North Sea i Hirtshals.

Udviklingsprocessen var i gang i 2-3 år, hvor Jackson Trawls testede i prøvetanken fire gange. To gange var de fysisk til stede i tanken, og to gange gjorde de brug af muligheden for at følge testen online, hvor de selv kunne fjernstyre kameraerne.

”Det er virkelig værdifuldt at bruge prøvetanken i udviklingsprocessen af et nyt net. Man kan virkelig se og måle effekten, når nettet kommer ned i tanken, og så kan man lave de nødvendige justeringer på baggrund af det. Det har været helt afgørende for udviklingen af det nye, skånsomme net,” siger Stephen Buchan.

Efter modellen blev testet flere gange i prøvetanken, besluttede de sig for at lave et net i fuld skala og teste det på havet. Det viste sig at være en stor succes.

Først tog de to ture på havet med det gamle net med diamant-masker. Her var andelen af makrel med blodpletter på 10-12 procent af den samlede fangst.

Derefter tog de to ture på havet med det nyudviklede net med firkantede masker. Har var andelen af makrel med blodpletter på kun 1-2 procent. Gennemsnittet på de efterfølgende tests har ligget på omkring 2 procent.

”Det nye net har virkelig vist bemærkelsesværdige resultater, og det har et fantastisk potentiale. Makrelkvoterne bliver mindre, men kvaliteten af fangsten bliver højere, og fiskerne kan dermed tjene flere penge på deres fangster. Nettet er klar til at blive introduceret på markedet og er allerede solgt til tre fartøjer,” siger Stephen Buchan.

Flume Tank North Sea har skabt stor værdi

I løbet af udviklingsprocessen har Jackson Trawls draget nytte af Flume Tank North Seas medarbejderes store faglighed. Både til fremstilling og justering af skalamodeller og til tests og fremvisning i tanken.

”Medarbejderne er meget vidende og rigtig lette at arbejde sammen med, så det har været en fornøjelse. Flume Tank North Sea er en rigtig god facilitet, der skaber har skabt stor værdi for os,” siger Stephen Buchan.

”Det er allerbedst, hvis vi selv kan være til stede i prøvetanken, men hvis man af logistiske årsager ikke kan rejse til Hirtshals, er online-værktøjet et glimrende alternativ.”

Flume Tank North Sea har hjemme i Nordsøen Forskerpark i den danske by Hirtshals, der ligger lige ud til Nordsøen.