Jan Toftegaard har tæt kontakt med Lomacs nordjyske kunder fra sit kontor i Nordsøen Forskerpark.
Nordsøen Forskerpark huser en række forskellige virksomheder, som hovedsageligt beskæftiger sig med den blå verden.
En af dem er fynske Lomac. Lomacs speciale er opbygning og svejsning af stål- og aluminium-konstruktioner til det maritime erhverv, offshore, vindenergisektoren og byggebranchen – hovedsageligt i Danmark.
Lomac blev stiftet i 2014 og har egentlig hjemme i Lindø Industripark på Fyn, hvor virksomheden både er tæt på kunder og samarbejdspartnere og har eget værksted og egen produktionshal.
I dag har Lomac omkring 100 ansatte, men tallet varierer alt efter, hvilke ordrer der er på programmet. De ansatte tæller blandt andet smede, svejsere og skibsbyggere, som står for at producere og montere stålkonstruktionerne for kunderne.
Det stiller krav til Lomacs fart, grundighed og præcision, når tegningerne på et stykke papir skal omsættes til færdiglavede konstruktioner.
Ikke alle virksomhedens ansatte har dog hjemme på Fyn. Den 55-årige Jan Toftegaard har nemlig lejet sig ind på et kontor i Nordsøen Forskerpark. Han har en baggrund som smed og maskinmester, men er siden rykket ind bag computerskærmen som projektleder.
Jan Toftegaard bor i Hjørring og har kendt Lomacs stifter og direktør, Lars Malling, igennem flere år. De to havde begge interesse i at arbejde sammen, men at flytte eller pendle til Fyn var ikke lige sagen for Jan Toftegaard, som derfor arbejder fra Vendsyssel.
Det har blandt andet den fordel, at Jan kan være tæt på Lomacs nordjyske kunder.
Rart med et godt netværk
I stedet for at arbejde hjemmefra ville Jan Toftegaard gerne ud blandt andre, og i sin jagt efter et kontorfællesskab stødte han på Nordsøen Forskerpark via en bekendt. Her har han siddet siden starten af 2024 og er faldet godt til.
”Jeg er supergodt tilfreds med at være her. Tingene virker, der er ordnede forhold og et rigtig godt miljø. Folk er åbne og hjælpsomme, så jeg kan ikke bede om mere,” siger han.
Jan Toftegaard har ikke gjort brug af forskerparkens andre virksomheder i arbejdsøjemed, men han taler med folk i lokalerne omkring ham, lige som der stiftes bekendtskaber over frokosten i kantinen.
Selvom det ikke er afgørende for Jan og Lomac at skabe et netværk blandt forskerparkens øvrige virksomheder, håber han at få et endnu bedre kendskab til dem, han deler hus med.
”Hvem ved om nogen kunne blive en fremtidig samarbejdspartner? Det vil da ikke gøre noget, og ellers er det jo altid rart at få sig et godt netværk. Om ikke til professionelt brug, så måske til en lille hyggesnak,” siger han.
Jan Toftegaard har over flere perioder været ansat i Lomac i godt 10 år.