Spring til hovedindhold

Nordsøen Oceanarium og -Forskerpark støtter op om unge talenter ved DM i Skills

.
Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark er sponsorer ved erhvervsuddannelsernes Danmarksmesterskab, DM i Skills, som i år afholdes i Hjørring.

Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark støtter op om DM i Skills, der løber af stablen den 22. til 25. april i Hjørring.

DM i Skills er det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelser, og både Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark er sponsorer ved det store event.  

”Vi har et hus med mange forskellige fagligheder, og vi afhængige af dygtige medarbejdere med en bred vifte af færdigheder. Derfor er det en stor glæde for os at støtte op om DM i Skills og være med til at fremme unge talenter på de danske erhvervsuddannelser,” siger Hiltje Osinga Pedersen, HR-ansvarlig hos Nordsøen Oceanarium.  

Konkurrencerne har omkring 300 unge deltagere, som kæmper om at blive Danmarksmester i deres fag.

Et af de fag, der blandt andet konkurreres i, er mediegrafikerfaget, og her kommer Nordsøen Oceanarium til at spille en særlig rolle.

Oceanariet er godkendt som praktiksted for mediegrafikere og skal i forlængelse heraf være dommere i en mediegrafikerkonkurrence.

Dommerduoen kommer til at bestå af grafisk designer Jeppe Hyttel Nedergaard og udviklingschef Kristine Wadsholt, der sammen har sammensat en udfordrende opgave til de unge talenter.  

”Det bliver rigtig spændende at se, hvordan deltagerne fortolker og løser de opgaver, vi med udgangspunkt i Oceanariet har udviklet til dem. Vi glæder os til en god og inspirerende dag til DM i Skills,” siger Jeppe Hyttel Nedergaard.

Konkurrencen finder sted hele dagen torsdag den 23. april.