Nordsøen Forskerparks køkken har stort fokus på økologi og bæredygtighed, og det har nu sikret stedet Det Økologiske Spisemærke i bronze.
Køkkenet i Nordsøen Forskerpark har opnået en vigtig milepæl.
Efter godt halvandet års målrettet indsats er køkkenet nemlig blevet tildelt Det Økologiske Spisemærke i bronze. Det kan man få, når mellem 30 og 60 procent af de indkøbte føde- og drikkevarer er økologiske.
Souschef i Nordsøen Forskerparks køkken, Anne Kjærsgaard Nielsen, har sammen med teamet for mad og drikke stået i spidsen for omstillingen til flere økologiske råvarer, og hun ser det som et naturligt skridt at gå en grønnere vej.
”Vi er rigtig glade for, at vi nu er lykkedes med at få tildelt Det Økologiske Spisemærke i bronze. Det er vores måde at tage ansvar på og vise, at vi tænker over tingene. Vi har ikke øget andelen af økologi bare for at gøre det. Vi har gjort det, fordi det giver rigtig god mening for os selv og vores gæster,” siger hun.
Stort fokus på bæredygtighed
Køkkenet i Nordsøen Forskerpark driver en personalekantine i Nordsøen Forskerpark, hvor der hver dag laves buffet til forskerparkens personale og lejere.
Derudover servicerer køkkenet, når der afholdes møder, fester eller konferencer med op til 200 deltagere i Nordsøen Forskerparks konferencefaciliteter.
Anne Kjærsgaard Nielsen startede som souschef i Nordsøen Forskerparks køkken i efteråret 2022, og siden da har hun haft en ambition om at gå i en mere økologisk og bæredygtig retning.
”Vi har lagt en del om i vores hverdag. Vi har skåret ned på nogle ting og skabt en større variation for at få plads til mere økologi. Det har været et stort arbejde, men vi er ikke i tvivl om, at det er det værd,” siger hun.
Køkkenet i Nordsøen Forskerpark har i det hele taget stort fokus på bæredygtighed.
Der bliver affaldssorteret overalt i hverdagen, og madspildet bliver regelmæssigt vejet for at blive klogere på ressourceforbruget. Desuden kommer al den overskydende mad i en kompostmaskine, som omdanner resterne til næringsrig kompost.