Spring til hovedindhold

Nordsøen Forskerpark byder velkommen til DTU Aquas nye studerende

.
DTU Aqua har i denne uge budt velkommen til otte nye studerende på DTU Hirtshals Campus i Nordsøen Forskerpark.

Det har været en særlig uge i Nordsøen Forskerpark.

DTU Aqua kan nemlig byde velkommen til otte nye masterstuderende i Bæredygtigt Fiskeri og Akvakultur på DTU Campus Hirtshals, der har hjemme i Nordsøen Forskerpark.

De otte nye studerende kommer fra Danmark, Kina, Grækenland, Mexico og Bangladesh, og de havde første dag tirsdag, hvor der blev taget hul på introduktionsugen.

Her fik Nordsøen Forskerparks direktør, Hanne Kvist, lejlighed til at møde og byde de nye studerende velkommen i DTU Aquas fine nye faciliteter. Efterfølgende har de studerende også fået en præsentation og rundvisning i Forskerparken og Nordsøen Oceanarium.

”Vi er rigtig glade for, at vi har haft mulighed for at bidrage til de nye studerendes introduktionsuge. Vi håber, de får en god og spændende tid på DTU Aqua i Hirtshals, og vi glæder os til at følge dem fremover,” siger Hanne Kvist.

De nye masterstuderende har første normale studiedag tirsdag den 3. september.

Masteruddannelsen i Bæredygtigt Fiskeri og Akvakultur i Hirtshals tog imod sine første studerende i januar i år.

I januar 2025 starter de første studerende på diplomingeniøruddannelsen i Fiskeriteknologi på DTU Hirtshals Campus, hvor de skal tilbringe et år af deres studie.